mandag den 23. april 2018

klip










Og som skabet sølv. Hvordan var hans liv i øvrigt, altså  Giotto? Vidste han,

at legetøjsenglen sublimerede  sig. Det var bart og blot

ultramarin.


Vi skal lære at være et menneske.

Faren ved den mindste vandpyt. Man kan drukne på 2 cm vand.

Vi skal lære det. 

Perlegruset var så fint.

(Luftfotoet taget to år forinden havde ikke

taget hensyn til fx denne bandage her). 


Stikflammerne lignede lupiner, der bare



kom og gik


Man indtaster sig selv, og derfor er jeg

to skridt foran. Mener jeg.

søndag den 22. april 2018

III del af treleddet størrelse





III del af treleddet størrelse
Jean Alonso, som vi berørte forleden, halverede sin hustru og sin elskerinde hver dag. Først to halvdele, så fire fjerdedele, så otte ottendedele og så fremdeles. Sådan hed det sig. I det mindste billedligt talt og måske mere end det. Han  og hun levede som et artistnummer. Først blev hun savet over på langs og sat sammen igen efter forestillingen, men alligevel ville hun på et tidspunkt blive fundet sådan delvis restitueret, og man vil kunne udpege sårdannelser sådan at det lange længdesnit ville være længst fremme i sin ardannelse og så dernæst det tværgående og noget yngre snit ville også rent lægearkæologisk kunne fastlægges til at være af nyere dato. De var tilsyneladende lykkelige med hinanden. Og var det basalt set  et illusionsnummer eller var det en forbrydelse? Som med pigen Bernadette af Lourdes også dér kunne man være i tvivl: var det en autentisk historie. Havde hun set Madonna. Eller troede hun det kun.  Det er måske ikke der det ligger.
Det var efter fælles overenskomst.
Godt nok lå der en dobbelthed i Alonsos syn på det kvindelige. Men indimellen, faktisk det emste af tiden, følte han ikke, at han havde forbindelse til verden. Han følte at han forsvandt.  


lørdag den 14. april 2018

digt



En form for teologi, Alle disse træsplinter

kan have tilhørt hvemsomhelst. Alle disse skove,

Der er nok til alle. Det sidder i huden.


Mens vi småreparerer os selv. Og lyset modulerer. Og vi reparerer i tanken
os selv som illustrationer. Det er ikke realiteter i sig selv, Puddy


(Du siger systemets. Kødets. Slægtens, ja den, en slags ejendom en slags ejendom by proxy.)

....ikke mere voyeuragtigt end øjnene i almindelighed.


Man bliver straffet for sin åbenhed og ærlighed, for

skamløsheden. Ethvert øje er jo skamløst, P..

mandag den 9. april 2018

Limfjordsegnens Litteratursamvirke



Limfjordsegnens litteraturpris

Uddeles af Limfjordsegnens litteratur Samvirke, der er stiftet i 1991 af de forskellige litterære selskaber, foreninger og institutioner på Limfjordsegnen. Selskabets pris uddeles årligt og navngives efter den forfatter, hvis navn er knyttet til den medlemsorganisation, der det år forestår finansieringen og uddelingen. Dette navn er angivet i parentes efter årstallet nedenfor.
2014 (Wadskiærs-prisen) Niels Simonsen
2012 (Hans Lyngby Jepsen-prisen) Ulrik Gräs
2011 (Johan Skjoldborg-prisen) Jens Smærup Sørensen
2010 (Jens August Schade-prisen) Benny Andersen
2009 (Johannes V. Jensen-prisen) Niels Birger Wamberg
2008 (Aksel Sandemose-prisen) Inge Pedersen
2007 (J.P. Jacobsen-prisen) Søren Ulrik Thomsen, Eva og Bo Holten
2006 (Jakob Knudsen-prisen) Gynther Hansen
2005 (Jacob Paludan-prisen) Bjarne Nielsen Brovst
2004 (Marie Bregendahl-prisen) Hans Otto Jørgensen
2003 (Knuth Becker-prisen) Knud Erik Pedersen
2002 (Johannes Buchholtz Prisen) Svend Åge Madsen, tale af Jens Smærup Sørensen på Struer Museums hjemmeside
2001 (Johan Skjoldborg) Bent Vinn Nielsen (10.000)
2000 (Thøger Larsen) Pia Juul og Birthe Arnbak (10.000 hver)
1998 (Johannes V. Jensen) Klaus Rifbjerg
1997 (Thøger Larsen) Lotte Thyrring Andersen
1995 (Thit Jensen) Jens AndersenThit - den sidste valkyrie og Maria StenzValkyrien fra Himmerland (hovedrolle i teaterstykket)
1994 (J.P. Jacobsen) Fjord Press (forlag, USA) v/Tiina Nunnally og Steve Murray
1993 (Jeppe Aakjær) Knud Sørensen
1992 (Aksel Sandemose) Johannes Væth
1991 (Johannes Buchholtz) Peter Seeberg

Louisiana-Prisen

onsdag den 4. april 2018

Hvidt som stilhed er det ny sort, den bukdahlske blog


Lars Bukdahl

RSDAG DEN 6. DECEMBER 2012
Stilfærdige, nulevende digtere, jeg beundrer - et udvalg
(som svar på Tue Andersen Nexøs fornemmelse i kommentaren til tematik-blogposten nedenfor, som han nemlig tager helt fejl i: "Mit egen fornemmelse er, at du (til forskel fra jeg og andre, både akademiske og ikke-akademiske læsere) egentlig ikke bryder dig om det stilfærdige eller måske endda tyste tonefald i denne bog og i digtning generelt. Du kan bedre lide, når den går ud i excesser, allerhelst tonefaldsmæssigt rabalder. Der skal være trompet og storetromme på, ellers er du ikke rigtigt glad. Sådan som der er hos Jens Blendstrup. Tager jeg fejl?")

(jeg opdaterer løbende, som jeg kommer i tanke om dem, for stilfærdige digtere er i sagens natur sværere at aflæse på lystavlen om end støjende digtere (og de har åbenbart tit -sen-navne og hedder især Nielsen))

Dorrit Willumsen, Janina Katz, Klaus Høeck, Jørgen Leth, Per Kirkeby, Knud Sørensen, Eske K. Mathiesen, Peter Nielsen, Kirsten Thorup, Vibeke Grønfeldt, Laus Strandby Nielsen, Knud Steffen Nielsen, Marianne Larsen, Merete Torp, Thøger Jensen, Christian Yde Frostholm, Helle Helle, Lone Munksgaard Nielsen, Simon Fruelund, Sidsel Falsig Pedersen, Amalie Smith, Mia Degner, Olivia Nordenhof (i hendes roman og i hendes stjernegode 
blog-digt fra i går, der ikke tematiserer, men explicit fokuserer på, samtidig med at det praktiserer: stilfærdighed, her afslutningen:

thank you milk boy for making my life so quiet and pleasent yesterday/  hvor mine bryster, jeg lå og undersøgte dem for knuder/ indtil jeg blev helt hvid af kedsomhed og lavede popcorn og nudler/ stod og kiggede på vandet i gryden som om det var noget alvorligt/ det var som om jeg ikke fandtes, eller som om det eneste der er tilbage af mig er sådan en alvorsfuld førthed)

- og de har rigtignok allesammen rigtig meget personlig stemme og tone(fald), og det fleste også underfundig, finurlig, ironisk, hvis ikke direkte humoristisk stemme og tone(fald), det er nok dér min sans og smag konvergerer, tysthed er til hver en tid fedt nok. 


tirsdag den 3. april 2018

kontrapunkt 25




kontrapunkt 25

ligger og lurer og må vendes på vrangen. Så naturligt

opføres han uden om stavelserne

Replikkerne er hentet fra sidste opførelse.
Den der kunne hele pantomimen udenad.

Disse øndige pebermyntebolsjer, hænger fast i skoen, gør
de. Og dartpilen oparbejdedes igen med placebo.

Sku det give sammenhængskraft

mellem fx hvasomhelst og hvasomhelst,

ikke bare ham/hende.

Fjer for sig, fowl for sig,
er blot hæftet løst til
i forestillingen,

søndag den 1. april 2018

KONTRABOG NR 33





Kontrapunkt 33

Det betyder jeg venter og afventer. Noget med skæbne, dette vrøvl. Det er et monster, af ord, som forlader en mund, skabt af vrede. Min skæbne er vrede. Af vrede kan så formes monstre og gespenstre, så jeg ikke selv er min egen skæbne, som jeg sådan labyrintisk sætter i verden. Så smukt i undvigelsen. Hold dog op. Det kan ikke gå galt, tilføjede han nervøst.
Til Natalie: Jeg har vendt orkideerne med rødderne opad. Jeg trækker vejret stille for ikke at belaste omgivelserne. Min kontrabog siger, at jeg forbruger 40 % for meget ilt i forhold til min betydning i samfundet..

kjærlighed