tirsdag den 16. januar 2018

digt N


nr88


Til Natalie: Jeg har vendt orkideerne med rødderne opad. Jeg trækker vejret stille for ikke at belaste omgivelserne. Min kontrabog siger, at jeg forbruger 40 % for meget ilt i forhold til min betydning i samfundet.. (Og hvor mange leopardtanks er det ikke lige om lidt).

                                        ***

nr 5


Naturen kan være en svær en, kan den, da himlen hører med,
mens resten holdes helt nede i gadeplan,
hans sætninger lyser kun, når der skal skiftes batteri. Han skriver om

det skrøbelige kød. Troede han det var genopladeligt?
Fremvis det virus der ikke var der i begyndelsen.





nr 14

I
og hvis jeg glemte at slukke lyset, så er det, du kan se. Det betyder, han venter og afventer. Noget med skæbne, som han endda ikke tror på. Det er det ord, som forlader munden. Af det fatale
foldes let monstre og gespenstre af papir. Jeg leger selv min egen skæbne,
som jeg ganske vist ikke rigtig tror på. 
Så smukt i undvigelsen. 
”Det kan da ikke gå ga

                                     ***

lørdag den 13. januar 2018

igen fra arkiv anmeldelse af Poul g Exner


Det gør ikke rigtigt ondt på fisk

1. Oplag
Trykt i: 2008
Af  Poul G Exner 
    jeg forstår ikke digte for tiden.
     aerligt talt. det er ingen nydelse for mig at laese dem. ikke i meningen at jeg skal naa frem til en saerlig betydning, af den og den metafors aabenlyse obstruktion imod min umiddelbare, og ufrivilligt distraete oplevelse af poesien. jeg kan altså ikke komme ordentligt til bunds med det, digtet. men jeg kan i den grad og til stadighed paaskoenne en laeseoplevelse. glaede mig over at have laest en god bog, alene ved sin form og sit udtryk; sit blotte bare sprog; (helt koblet fra enhver fornemmelse, trang, endsige l y s t til og for tolkning..) og gad vide, om man ikke som anmelder, amatoer eller prof. på mange maader goer sig selv en stor, og vaerdig tjeneste ved at vise sig som staedig laeser af det som ikke umiddelbart fanges ind i billedet, uden at affaerdige det. jeg mindes en digter som fortalte mig, at en konsulent på et stort og beroemmet dansk forlag, anerkendte hans sproglige virtuositet, ja, geni blev ikke naegtet ham, – saaledes faldt ordene ud til hans fordel i skrivelse der uddybede afvisningen -, men siden at de ikke kunne forstå hvad der stod i bogen, ville man ikke anbefale den til udgivelse.
     naragtigt afslag.
     der skal nok findes nogen der kan kalde sig for den rette modtager af saerlig poesi i hele verden af laesende og droemmere. og pragmatikere ogsaa - hvem er poesi da ikke for?! upaaagtet den moegirriterende myte, at enhver digter automatisk er humanist og befinder sig paa venstrefloejen? saadan noget nonsens. men det vil jeg vende tilbage til paa et andet tidspunkt.
     for naervaerende vaerk gaelder det at man har chancen for,at opleve det store oejeblik ske for ens laesebrille, hvor man genkender den og netop det man har lyst til at oploeses i for en stund. og de oploesningsstunder er der masser af i ” Det gør ikke rigtig ondt på fisk”, stroeget med rund og varm hånd af Knud Steffen Nielsen.
     det goer ikke rigtig ondt på fisk… det goer heller ikke rigtig ondt på denne laeser at blive vaek i denne bog - og det goer sgu indtryk!, dertil er der simpelthen for megen sjaelsvaerk over digtningen – et overskud af lys; en form for eksistentiel magi udfoert gennem sprogets mange semiotiske trylleformularer - her en hel verden , her bestemt ingen hel eller verden som saadan. forfatteren skriver som en magiker op af en tryllehat, og der er ingen graenser for hvad der kan traekkes frem i lyset. samtlige genstande bliver aldrig stoerre end de mindste hjul, der får verden til at dreje rundt om ham der skal lige til at samle sig og saa igen, samle sig om sin identitet. paa ny. paa ny. de allermindste kroge i teksterne traekker de store torsk i land fr,a den moderne forstaaelse af sindet og identitetens urdyb. og det goer ikke rigtigt ondt undervejs, men smerten findes: kravet om at have identitet i altet omkring en. det identitetsloese menneske er en trussel mod samfundet, mod verden. det er en haemsko ikke at kunne sige at: jo, jeg fandt skam min identitet i blodet, i krigen, i oekonomierne, i takstraeet, og gravstenen; ja i a l t! .
     saa nu kan jeg omsaette mig selv med stoerre effektivitet, presto. eller, prosit, som gloedepaeren i loftet over hjertet, sagde det. det mindste skaber os så fint som stoevfnug, og det som ikke er evigt, andet end som en efterladt varme i vinden, dét er stoevet vi skal vende tilbage til hver dag - noget nyt ved et menneske aflejrer sig på dets skuldre, hvert sekund.. Knud Steffen Nielsen viser disse stoevfnug frem i klare glimt af lys, af spiritualitet. og leg. masser af sund leg med det hele.
     lyset kommer i dette tilfaelde fra et sind i ydmyg, og stjerneintelligent snart sagt kosmosomspaendende tvivl. og sikken alvorlig latter han får ud af det hele. men der er liv, dét er der helt ud i det yderste af hattebåndet. og der ér liv på andre menneskeplaneter – denne bog er en af disse planeter befolket med alt det, som ville skygge for aanden om det ikke blev nedfaeldet. forfatteren er en skabning, en magiker, som befolker sin planet med naervaerende forsvindingspunkter, samtidig med at han konstant afsoeger det helt naere blodets himmelforbund med stjernebillede og rodnet, for at dog at afgoere, om han egentlig ikke fylder for meget, til at vaere sig selv, eller om han er lige tilpas med at vaere en anden, den samme – eller den nogen han er blevet tildelt i sin tid… i sin tid?… ja, lad det bare stå sådan, identitet har sin tid. saa en ny og så en naeste –
     digtene i fiskene befinder sig i en graazone mellem det ene klare oejeblik og så det naeste. Eller er der tale om de klare glimt mellem et oejebliks frafald og så det naeste? jeg ved det ikke. manden er magiker. det er stor, stor tryllekunst, og varm og berigende laesning. Stoevet er stadigt varmt. - og sikke dog nogle helt fantastiske legemer han faar skabt af det stoev, naar han faar laerseren til at le liv ind i selve ordet som peget mod noget i konstant og for altid foranderligt.
     lad os tage et uddrag af et digt afslutningsvist
Digt om blikfugl.
Også i dag denne morgen, hvor en sky blev lovet/ bort, fortæller profeten, at/ det hele er dialekter. Min dialekt siges at være tæt på dengang./ Underholdningen/ er god. Den ophæver trangen til at skifte tøj og modelunet med/større og større kæledyr./ det begynder igen som en række af fortungelyde./ det begynder med at de hiver i mig og/ siger, vær dig selv. Må jeg så optræde med et nummer hvor jeg/ ligner blikfuglen dér? Nej, du skal være ekspert i dig selv. Jeg kan/ hverken være mig selv, på den måde mig selv eller en anden. Hvad skal jeg fortælle?/ skal jeg begynde med slægten, dens skæve gang. Udfordringer, jeg har opsøgt/ og unddraget mig. Fristelser? Nej, din identitet. Jeg foreslår: Jeg har været menneske engang. Jeg delte/ breve ud. Eller: Jeg skar først for af stegen. Eller: Jeg kørte træt i mod og mandshjerte./ Det er min identitet./ Jeg taler periodisk mere og mere korrekt for at/ komme på et rigtigere navn.// […] På ethvert mål/ lød det forkert/ og kunne heller ikke oversættes.
med i bogen er ogsaa et lexica over forskellige begreber. nyd det hele. her er lidt google-halloej
poul g exner

tirsdag den 9. januar 2018

Patientdigt







Gidslet, som
patienten, der ligger i koma.
Alle mulige bemærkninger om ham, hans mission, hans ønsker
alle drømmene, ja man mente ikke de var der.
Han bevægede ikke læberne. Han bevægede ikke øjnene.
De sagde: Hvor længe varer det her?
Det var en tale til luften, rummet, måske sengen.

 at være bedøvet  og vågne op midt i det hele, operationen og være i
smerten, vanvittig, var der; ingen befriende
dope længere. Han hedder etellerandet.
Det er så ligegyldigt nu.
Hverken hænder eller stemme kunne gøre  de omkringstående opmærksom
 på hans pludselige opvågning  midt i det hele.
Prøvede han på at pege på skalpellen, der stadigt arbejder?
Han  forsvinder for dem i de ord der ikke kan komme til. Man
 mente ikke ordene eller han var der.  Som sådan
talte de og talte.    


kh Knud 

mandag den 8. januar 2018

Arkiv, Brønnum anmelder



torsdag den 18. februar 2016

At tælle til én er knapt nok nok

Knud Steffen Nielsen
Derfor står jeg frem nu
(Werkstatt 2015, 78 sider)

Af Jakob Brønnum
Knud Steffen Nielsen har udgivet adskillige digtsamlinger. Det meste af hans udtryk ligger et sted mellem den form for sproglighed, der bearbejder faste vendinger, som man kender fra især Ursula Ankjær Olsen og en mere billedrig digtning – ind i mellem kan det være i retning af det surrealistiske. Humoren er der altid et sted som et element
                      Hvor rationalet hos f. eks Viggo Madsen i almindelighed er, at der netop ikke er noget rationale, altså ikke ligger noget semantisk tegnsystem bagved, som de sproglige koncentrationer kan referere til, men betydningsdannelsen netop sættes i gang af dette faktum, er det ikke sådan hos Knud Steffen Nielsen. Der kan findes metaforiske sammenhænge, der gør digtene yderst almenmenneskelige:

"Løbende under himle af stuk og
vildelse. Det hører os til, der lever
under drejelofter famlende
efter blødende hænder …"
(Digtet Bevise, Farven Godot s. 23, After Hand 1993)

https://1.bp.blogspot.com/-Nz1TOR_wqO8/VsSXn3nmk0I/AAAAAAAAAik/dOE-mzEtLXY/s200/11734765-derfor-str-jeg-frem-nu---1.jpg
Måske sådan: Himle, som billedet på noget overordnet i tilværelsen, forsynet med prædikaterne stuk (noget kunstigt forsiret, om end til tider smukt), vildelse (noget indefrakommende utilregneligt) og drejelofter (noget i omverdenen, der bestandigt bevæger sig, dog fortrinsvis efter faste mønstre). Og det hele flytter sig i høj fart. Sådan en indledning til et digt kan man være længe i. Det er jo sådan man har det.

Fremtrædelsen
Uden at jeg kan hele forfatterskabet udenad, vil jeg sige, at det forekommer mig, at de to seneste bøger bruger alt det bedste, der er i det til at skabe endnu dybere metaforiske konstellationer, som man kan være endnu længere i. Den forrige bog var den første prosabog, ”Kaptajn Kugeln og min brev og notesamling I – Om håndtering af og Lærestykker i det enkle liv (Forlaget Armé 2014), et mærkværdigt værk (et mesterværk, if you ask me), hvor Knud Steffen Nielsen tegner et mageløst detaljeret og morsomt, satirisk portræt af samtiden, særligt den i provinsen. Jeg har skrevet en læsning af den på bibliotek.dk.
                      I den seneste bog, ”Derfor står jeg frem nu”, møder vi gang på gang nogle af de eksistentielle grundbilleder, ”Det ukendte", ”støv” – oven i købet sammen med, hvad der må være støvets absolutte eksistentielle og metaforiske modsætning, "linealen" – ”Skæbnens tal”, ”tiden”, ”rationelle tanker”.
                      Knud Steffen Nielsen undersøger virkelighedens beskaffenhed med begreber, der har været kendt tilbage fra antikken, billeder på skæbne og uvished:

”Kunne skrive op og ned ad dørstolper
om enhver form for hasard
ikke så meget alt det med pengene, hvis det er det du tænker på.
Algoritmen baserede sig på: Det er ikke kun spil.
De giver for lidt tilbage på en halvtredser DERUDE
Og i den anden ende er der altid én der hænger fast i

den rette fortælling om det religiøse
Det er et andet spil.” (s. 42)

Der er den igen, bare større end den med himlen, som ellers var stor nok: Algoritmen overfor hasard, op og ned ad dørstolper som det kedsommelige, (måske også med et anstrøg af en gammeltestamentlig dørstolpe, og den er ikke sjov), den anden ende som tilværelsesbillede og det religiøse. Altså billeder på det beregnelige, det ukendte, på det kendte (det kedsommelige) og på at tage en hasarderet chance. Jeg vil ikke forsøge at vride en mening ud af disse billeder, men blot gøre opmærksom på, at de er mulige hegnspæle i en digterisk tilværelsestydning, som man kan være længe i. Mærkater, der drejer sig om at afkræve tilværelsen en måske flygtig mening eller være i dens utydelighed.
                       Problemet er, at bogen består af 71 sådanne sammenstillinger af nøje udvalgte (intuitivt udvalgt, helt sikkert) metaforer. Hvordan i alverden skal man kunne blive færdig med den? Det er det, poesi er. Jeg har interesseret mig for digte, siden jeg læste Knud Vad og Vagn Steen som knapt teenager og Synets flod af Robert Corydon, for at have sådanne bøger i hånden:

"Jeg har glemt det hele, og
det hele er rigtigt, og det hele er
vanvittigt.
Vanviddet er reglerne. Dér
Og alle de pæne lister indeholder regler for begge hænder.
Af de nok hundrede træer kan jeg højst nå at tælle
de fjorten. Skovene tager altid munden for fuld.

Om jeg har læst alle træerne ….?
”Så referer noget af handlingen
for forsamlingen”, siger du.

Jeg kan ikke styre
det.

At tælle til én er knapt nok nok" (s. 30-31)

mandagens digt



Han førte et sundt liv med kolde bad. Det er løgn.
Jeg slog hul på isen for at fiske.
Imellem linjerne kan man læse at kun én gang i sit liv havde
jeg fanget noget større end agnen.
Krogen sad ofte fast
i frakken.
Selv det fastbundne hældede så meget, at ingen troede på det.
Det jeg gjorde skal ikke stå på linjerne.( i stedet for at snakke om mellem linjerne er
det mere korrekt at tale om hvordan man med sit kameraøje indstiller distance/zoom
+ -/totalitet/ halvtotal/ og nu kom jeg lige at tænke på de gamle stalddøre, hvis to halvdele åbnes separat( var den lukket, halvåben//
indskud burde flyttes//forkert indzooming her)
Tegn en stor fisk.
Tegn en kranvogn, der kører det hele væk.
Jeg tror jeg vil tegne et vinterlandskab a la breughel.
Jeg vil se bort fra skalering, og at værelset henligger som det hedder i halvmørke. (//regi, dvs en bevægelse væk fra linjen og linjens illuderen)
Nu går jeg ind i huset.
Det Sixtinske Kapel tager timer at tegne.
Klimaet er svært at tegne, så det ligner.
Modsat djævlen er jeg bagud med det meste. Ville have tegnet en tegning, der forestillede mine drømme for fremtiden, Var ikke til at styre.


Kaptajnsbrev af 2018, jan d.8






Kaptajnsbrev af 2018, jan d.8

Havde besøg af min gamle adjudant, Harmut Schmith,
så traurig i sine træk som altid.

Han lever sit liv ved at læse alle typer dødsannoncer og mindeord.

Jeg tænkte hele tiden på adjudants Schmiths apparition. (disse bakkenbarter, der næsten når mundkrogen...)
Han er for gennemsigtig som havde vandet lukket sig over de spor, tiden havde sat.
For tiden eller livet må have været et  andet sted, men ikke hos ham.

Jeg gav en god frokost i den smukke pavillon, forskellige postejer, udelukkede fra fugle, krams-, fasan- og vagtler.
Bagefter forærede jeg ham mit gamle regimentscigaretsølvetui. Den eneste vits, jeg nogensinde hørte undslippe hans mund, var, da han sagde, at en dag vil det blive umoderne at have bydetobak, og folk ville være sig selv nok. 

Kugeln dagbog


Kaptajnens Dagbog fra de sidste dage

torsdag: tre mand i kvarterarrest for at ha urineret ved indgangsportalen.   Feltpræsten fortalte det småhviskende til mig under morgenandagten


fredag

Er lidt smådoven i dag. Gider knapt banke piben ud.

Min hund ligger stille. Frosten bed os begge i kæberne i går.

søndag den 7. januar 2018

frihedsbrev gl version






FRIHEDSBREV:

en ytring er ikke bare ytring er ikke bare en ytring

Min frihed implicerer, at den andens frihed begrænses.





Ytring og ytringsfrihed er ikke entydige begreber. Det er vidt forgrenet, ja nærmest ud i det absurde, hvilket i princippet kunne føre til at frihedsbegrebet bliver absurd, da alle hændelser ville få en blancocheck til at udføre alle absurde handlinger.
Og inden da lad os lige slå fast-osse, at ytringer er udsagn, meninger, fakta, subjektive udbrud om smag, tilståelser, tilståelser under tvang, appeller, bønfaldelser, overtalelser, benådninger, domfældelse, domfældelse på forkert grundlag, pålæg om at udføre bestemte forhold (principielt er Eichmanns ytringer om udslettelse en ytring med en effekt, der perspektiverer og indsætter ytringen i sin rette ramme for nu at tage det ekstremeste), forespørgsler, undskyldninger, gratulationer, indrømmelser, betingelser, gidselskrav, påbud, manipulationer, trusler, overtalelse mm,kort sagt ytringer kan med  rimelighed defineres som en klasse af alle mulige udsagn, der ofte har handlingskonsekvens).
(Vi springer den type frihed over der handler om bortretouchering af ansigter fra officielle fotos (Klementis portræt på fotoet med Gottwald (jvf Kundera)). For at rense for klassefjender, så udsagnet står renere. Euthanasi, friheden til nå det rene. Frenologiens rene ytring. Bortfjernelse af mongoler for at nå et rent billede og dermed ren ytring om verden. Cleansing, demografisk, se bosættelser o.lign. Forud for handlingerne er der igangsættende ytringer.


Tilsyneladende forefindes:

Retten til magt. Retten til dårskab.. Retten til at påføre andre smerte. Retten til at være smertefri. Retten til mad. Retten til sult. Retten til at være tavs. Retten til succes. Retten til fiasko. Retten til at blive behandlet værdigt. Retten til at blive set. Retten til at blive ignoreret. Men det vil ikke direkte blive berørt her, kun som noget ontologisk: Hvordan frihed opstår og distribueres, og hvordan det er komplementært, da frihed og frihedens rettigheder implicerer det modsatte hos den part, friheden kan bruges imod. Jeg går voldsomt ind for frihed og vel osse min nabos frihed. Tror jeg nok. Men begrebet er ret diffust. Retten til dårskab nævnes ikke ofte, men ligger implicit og skvulper. Mange af de nævnte rettigheder er ikke nødvendigvis protokoleret i menneskerettighedsdeklarationer.
At retten til handlinger, retfærdiggørelse af handlinger, er et spørgsmål om magt er evident.
 Hveranden modsiger/dementerer muligheden for den første.

*
Lad os figurliggøre det:

Jeg taler om Spurvens frihed. Og om Ørnens frihed. At Ørnens frihed er at opæde Spurven. Mens Spurvens frihed er retten til at blive opædt.

*

Ørnens og den stærkeres frihed er sammenfaldende med retten. Dvs retten defineres af den stærkeste. Altså magten definerer friheden. Som det hedder sejrherrerne skriver historien. Og hvad skal vi så med den type ”frihed”, der netop borttænker de besejrede.
*

Sprogligt er der ingen forskel på magt og frihed. Den første definerer den anden.
*


Det er enhvert geværs ret og frihed at vurdere, hvad der er bedst i enhver ytring.
*


Ytringsfrihed er verbal og nonverbal. Retten til at afkorte et hoved, der raver for højt op er en nonverbal ytring. Nonverbale og verbale ytringer kan være frihedsytringer.
*


Ørnens frihed er total og kan suspendere alle andre frihedsrettigheder. Det er dens ret.

*

En ytring, nonverbal, er fx at skide hvor som helst, og hvor det forvolder mest svinskhed og skade på andre. (i en døbefont under højmessen).

*


Det kan man hævde er en ret, det er i hvert fald en ytring, men altså en nonverbal ytring. Den kan og skal ikke defineres af en spurv. En spurvs frihed er jo netop indrettet på spurve. Og kun i hierarkiet derunder kan man tale om spurvepræmisser.

*

I dansk lovgivning er ytringsfriheden en smule begrænset af injurielovgivningen.
*


En nonverbal ytring som fx at svinge en økse i religiøs/politisk/ekstase kommer ikke nødvendigvis ind under injurielovgivningen. 

*


Beskærer en økse (i religiøs ekstase eller ej) hoveder der sidder på andre, træder straffelovgivningen naturligvis i kraft. Og triller hovedet helt af, er straffen høj, selvom det er en ytring og godt nok nonverbal.  

*
Straffelovgivningen er eksempelvis et svar på ovennævnte ytring og kan være en beskyttelse af borgere og samfund, men kan osse være en monopoldannelse på meninger og frihed til meninger.




Frihed er komplementær og bliver let en ensidig affære. Og der er ofte uenighed mellem parterne. Den der holder øksen i sin hånd vil sætte offer i citationstegn. ”offer”. (mens offerets søster ikke vil).

*

Ørnens, dvs magtens, frihed er at afgøre hvornår ytringer er uden for friheden for ytringer.

*

Boysen-anmeldelse



Derfor står jeg frem nu af Knud Steffen Nielsen
Knud Steffen
Med denne digtsamling søger Steffen Nielsen ned i dybderne af det umulige. Ordene leder efter mening, enhed og skæbne i en moderne tid, hvor næsten alt er overvåget. Her synes alt opgjort, men samtidig i forandring; i paradoksal sameksistens. Her skal sproget og dets undersøgelser komme os til hjælp.

Sproglig overskud og leg
Vi falder ned i en række forestillinger om skæbnen og forsøget på at begribe den. Ordene guider os gennem forskellige forsøg på at sætte tiden i stå (eller genstarte den) og tanken om at være placeret i enovervågning. Når jeg bevidst skriver, at vi ”falder”, så mener jeg det, som om vi er landet på en fjern planet, hvor hvert digt markerer et fald ind i nye erkendelser og forventer en reaktion; at vi rejser os med digtet og forsøger at se en mening med galskaben. Som Steffen Nielsen selv skriver: ”Hvad skal rationelle tanker her.”
Vi er altså befriet fra det rationelle og kan give os i kast med det umulige; at finde en mening. Det sproglige overskud, og ikke mindst (den alvorlige) leg gør, at det er okay at falde. Men man skal være en tålmodig læser, man skal turde gå ud på dybt vand; med en vis risiko for at drukne uden holdepunkt i strømmen af ord. Heldigvis er der også mere håndgribelige passager, der kan få tempoet i ens hjerneledninger til at dale til en eftertænksom rytme, som fx:

Jeg vil bygge himlen op igen,
Jeg vil genoptræne
mine tynde armstilke (som helikoptere) og sende dem
af sted.

På foregående side står der: ”Opråb: Mere optimisme!” hvilket også synes at være et gennemgående blik på undersøgelsen – som en præmis for, hvordan man forsøger at finde frem til en sammenhængskraft i verden. Og håbet om, at man kan spille en rolle ved fx at optræne sine arme til helikoptere, så man har muligheden for at gøre noget.

At skifte ansigt
Når al fornuft er tilsidesat kan vi også tillade os lidt af hvert. Vi kan i hvert fald forsøge eller ønske os tilbage i tiden. Eller måske at hive noget frem til i dag og antage en form, som vi særligt kunne lide. Livet er et eksperiment, hvor vi ofte søger efter os selv hele vejen igennem tilværelsen. Hvornår er vi os selv nærmest?
Det er ikke sikkert, at vi nogensinde kan besvare det spørgsmål, men alligevel hiver vi måske bestemte årstal frem, hvor vi var særligt tilfredse. Her havde vi måske en følelse af – et kort øjeblik – at her var vi os selv. Men tiden lader os kun drømme, den tillader os ikke at rejse tilbage eller tage noget frem. Den bestemmer:

Jeg må kunne bruge det ansigt
fra    1989 igen.
Forventningerne og alt er på plads, ellers kommer det.

[…]

Det er tiden der arbejder. Den skærer alt til.

Disse erkendelser sættes i relation til filmen; at optages, at beskæres, at forandres. Jeg’et tænker flere gange over, at dette ikke er en film, at denne ikke bliver overvåget. Alligevel dukker det hele tiden frem; at man er . Måske derfor passer et bestemt ansigt godt til lejligheden. Men det kan ikke hentes frem, fordi tiden skærer alt til; vi omsluttes af tiden, og den tid, der er gået, er skåret fri. Det samme kommer til at gøre sig gældende med den tid, der venter forude.
Digtene placerer sig ned midt i dette virvar: At alt gennemstrømmer os, at vi forandres i blikket, at også vi skæres til. De er en gentagende søgen efter mening i det meningsløse. Efter et holdepunkt – måske i optimismen, trods alt.

Nogle få blindgyder
De bedste digte i samlingen er de digte, hvor en sammenførende bevægelse finder sted. Når undersøgelserne peger på noget fx at bygge himlen op, skifte ansigt, forståelsen af kameraets konsekvenser eller tankerækker over symmetrien.
Nogle få steder i samlingen bliver læsningen alligevel forstyrret af indskudte sætninger og ord. Der er en stor lyst til leg, og for det meste fungerer den, men visse steder ender man i en blindgyde. Her kan nogle læsere have svært ved at følge med eller med at finde pointen i udbruddene.

Samlet
Alt i alt er samlingen yderst læseværdig og interessant. Selvom tankerne umiddelbart synes utilgængelige gemmer der sig for det meste, nogle håndgribelige billeder og sandheder under ordene. Visse steder er det, som om Steffen Nielsen opfinder et nyt sprog, hvor verden italesættes på ny. Især når de nøgterne betragtninger får plads, bliver det godt:

Hvis datoen er overskredet, er det netop fordi
den er overskredet. (Lugt til skidtet).
Hvis I har noget at indvende, skal det ske hurtigt

Man skal være tålmodig og have lyst til at genlæse digtene flere gange; de kan anbefales til den lyrikelskende, der ikke har noget imod at dykke ned med fare for at drukne. Samlingen kræver meget af sin læser, og det er ment som en absolut positiv ting. Leg med!
5 modspor

INFO
Digtsamlingen kan købes via forlagets hjemmeside til 180,- her.


arkiv fra enquete /sku nogen ha interesse for de implicerede fotos. De kan trykke frem.





Lidt fra Nielsen
http://2.bp.blogspot.com/-Owa4IhX8bCU/UOV6AktU4XI/AAAAAAAADXI/NggSWOFFd58/s320/361x354.jpeg
Knud Steffen Nielsen debuterede i 1980 med samlingen Indskrift, han arbejder som lyriker, billedkunstner og blogger (http://knudsteffen.blogspot.com). 



http://b.bimg.dk/node-images/394/4/580x362-c/4394197-aben-oswald-egon-mathiesen.jpg

Jeg er gået tilbage til barndommens land, hvor jeg prøver at finde frem til det, der gjorde indtryk mest, og som måske endda stadig har betydning. Det første, der dukker op, er klassikeren Aben Osvald af Egon Mathiesen, som betød noget varigt. Sproglige ombukninger i min rekonstruktion (Aben snakker): 

"Jeg skal ise en anan. Åh nej, jeg skal spise en banan. Jeg tror lige jeg må øbe mig en ur ... åh nej, jeg mener jeg tror lige jeg må løbe mig en tur.” Det, at sproget fordoblede sig i diverse spor, plus en hel masse andet, pirrede den 3-4 årige.

Sprogets tilbud om parallelsamfund oppe i ens hoved, hvor alle små drenge ku lege videre og fx give det strikkede sovedyr Fabdillen skylden for alt lige fra pissen i sengen, til hvis drengen havde ødelagt farens merskum. Dyret var den skyldige.

Nogle år efter Aben Oswald blev jeg fortalt, at lyset havde hastighed, (og dermed) at lyset var lige så meget stof som skinnebussen mellem Hundested og Hillerød. Og han blev lige så fortumlet, som bestod lyset af engle.

Nu kunne man jo så begynde at skrue sig ind på, hvad stof er, res extensa, noget der havde længde og bredde, partikler og vægtfylde (på en meget fin vægt). Men lyset var i hvert fald ikke noget, der ku spærres inde i et glasakvarium eller bag glasvægge som en skoletaske eller en kakaomælk, fastlåste derinde, lyset fra en lyspære kunne jo gå gennem gennemsigtigt materiale og befinde sig udenfor osse. Og derved blev jo så pludselig stof til noget endnu mere diffust.

Men det kom jo først ind i hovedet senere, at definitioner kaldte på/ krævede nye definitioner i et stort bundløst kar, hvor man kunne blive ved og ved for at inddæmme fænomener, som kunne navngives i et væk.

Og det at kunne læse var jo ligesom stof af bogstaver, der blev ført med næsten lysets fart fra papiret til drengen. Det ku springe ud af papiret og gennembryde hans ikke-gennemsigtige kød-væg.
Vidste nu, at lyde og tegn og hvad ellers som myggenes summen ku hindre søvnen ved at gennemtrænge ham her og nu.

Men mere underligt var det, at Store Stygge Ulv, som han havde læst og set i Disneyhæftet i fuldt dagslys, sprang over i ham og fortsatte i det forfærdeligste (mareridt), når han sov.  Det havde fundet kanaler i en og ku ligge der og lagre. Og slå til, når det sku være, ved nattetide.  Det virkede osse som - om ikke rigtigt fysisk stof, og så dog, jo som lyset, man ikke havde troet det om.

Fabdillen har gjort det, sagde drengen.  Og drengen vidste jo nok godt her, at der var en uoverensstemmelse mellem, hvad sovedyret selv ville ha sagt, og så hvad drengen sagde til faren; så hvis de, drengen og dyret, lige så stille kommunikerede med hinanden, ville det ikke korrespondere. Der var flere udgaver af det samme.

Og barnet, der læste Aben Osvald, ku jo ad åre se, at talte man i øst, vidste man ikke nålefast, om det ramte et øre i vest. Men barnet var ønsket som medspiller i teksten, følte han. Og barnet ku snakke såvel til aben Osvald som til sovedyret og sige tåbelige snotdyr, der ikke ku finde ud af noget som helst.
Læste drengen om noget, der gjorde ondt, hvordan så vide om det var den samme smerte, vi alle følte, hvis nu man fx mistede noget dyrebart for tidligt. Hvornår vidste man, om kommunikation lykkedes, og sku der ikke osse empati til, tænkte han senere.

Undrede sig, når faren flåede en rødspætte, over om den dog ikke følte smerte. Faren sagde godt nok 
nej til det. Og på det gentagne spørgsmål svarede han: Det er, fordi det er koldblod. Ordet koldblod blev stikkende i hovedet som noget tæt på usandt, eller som et ord, som man bare sagde, når man skulle finde en undskyldning, man ikke havde.
                                            *
Og ord og andet sansestof blev en slags missiler mod hjernen.
Drengen var blevet tro læser og væbner i læse-spillet.

----------------------------------------------------------------------
Og det forsuttede strikdyr var afgået ved kakkelovnsdøden.
--------------------------------------------------------------------

Senere, meget senere stødte jeg ind i Austin og Searle og deres talehandlinger, hvor man betragtede de samme bevægelser fra ord, der blev sagt, og som jo havde en effekt som stof, der med lysets eller lydens hast forårsagede en handling.  Der var en eller anden slags forbindelse som mellem spørgsmål og svar. Men ku man vide om sætninger, der var mere og andet end enkle kommandoer som at lukke vinduet (og vinduet blev lukket af læseren/høreren/modtageren) osse gjaldt for mere komplicerede sætninger.  For når det blev kompliceret i sproget, hvor definitioner kaldte på nye definitioner, så indtraf dermed jo osse flere og flere usikkerhedsmomenter, plus at sproget definerede sig selv, til man eventuelt kom til en urgrund, spørgsmålet om en førstebevæger, der så måtte forblive udefineret. Altså rigeligt med usikkerhedsmomenter.

*

http://cdn6.arnoldbusck.dk/sites/default/files/bibi/1327727.gif



http://bibliotek.kk.dk/files/imagecache/180_x/ting/covers/object/1cfeafbeff5abddae86306e29ca311ea.jpg


På et tidspunkt ledte jeg overalt for at finde Eliots De fire Kvartetter. Men så reddede Fiolstræde mig en dag på en Kbh-tur. Dether drejede sig om metrisk frihed. At rytme var andet end det dér fra sangbogen og morgensamlingerne. Og dog var det i gymnasiet min gode engelsklærer, der introducerede os for fx hele Burnt Norton. Og for fantastisk middelaldermusik, madrigaler og digtbåren kormusik. Hold da op. Så ramte jeg ind i Sarvig og de italienske imaginister Ungaretti, Montale. Og så var vi i tresserne, og Nordbrandt debuterede, og det var noget. Og dér var jo osse lige Marianne Larsens fantastiske bøger. Og man (og lad det blive et upersonligt man) befolkede gymnasiebladet med tekster af egen tilvirkning. En periode med at skamlæse enzensberger og Borums Poetisk Modernisme, Malinovskijs Glemmebogen, der osse slog vinduet op ud mod den ganske verden. Poul Borum, som siden var skyld i - ret snart ved personlig indgriben -, at jeg så mere alvorligt skrev digte.
Og så er det gået med lystlæsning og læsning siden.

Så læste jeg forleden den fantastiske bog om litteratur og fænomenologi af Thomas Illum Hansen. Det sku jo bare lige siges.


http://2.bp.blogspot.com/-D92B-QgIfbI/TXTQcMC7ZvI/AAAAAAAAAUY/tmh3IKBGHWE/s320/FORV%25C3%2586RELSETomslagweb.jpg



http://www.kirkegaardsantikvariat.dk/photos/33553.jpg


Og hvem har ikke fascineret mig undervejs: Henrik Have, hans Forværelset, Viggo Madsen, Pia Juul, René Jean J, og på den store globus: Mallarmé, Borges, fx Fiktioner, Paz, Sachs, Waldrop, og det vil ikke give mening at fortsætte listen, som ikke nødvendigvis er kánon, men er en løst kronologisk liste over egne læsninger.

http://deliandiver.org/wp-content/uploads/2010/06/ernst-junger.jpg


http://cdn5.arnoldbusck.dk/sites/default/files/bibi/1563649.jpg


http://images.saxo.com/ItemImage.aspx?ItemID=11239614&Width=180&Style=shadow


På natbordet ligger netop nu Ernst Jünger, mere humanist end kriger, Anders Vægters alt for oversete Speer2, Sally Altschulers fine En engel bag øret og så det løse. Og dejlige Ursula. 

Skoler afløser skoler. Sandheder afløser sandheder. Men dagens læsning bringer en ind i sit lille cirkustelt og siger lad os snakke om tingene. Ingen af os er fejlfrie.
ksn