Ensomig #99

Hun drømmer, at hun deltager i en særlig seance, hvor det
gælder om at lære at skelne mellem mål og
formål. Prøven består i at hun skal sætte verdens største
måltid til livs, først japansk misosuppe med vingummibamser,
dernæst fyldte chokolader, så en østeuropæisk gryderet, brækkede
kraveben, schweizisk ostefondue, et helstegt pindsvin med pigge.
Hun æder som befalet, det smager ikke grimt, bare mærkeligt,
virkelig mærkeligt. Hun er slet ikke sulten, og spørger,
hvorfor hun skal spise al den mad, men får at vide, at:
“der er en tid til at dvæle og en tid til at æde.” Så hun æder og
græder som pisket, men ned kommer det, al maden.
Og de fortæller hende, at det er flot, at hun har bestået prøven: at
hun nu har bevist, at man kan, hvad man vil.