mandag den 1. august 2016

Lars Bo//jeg klipper




onsdag den 29. juni 2016

Sad dér i duften fra mandeltræets blomster. Jeg var faldet i staver over deres brede blade med fraktaltakkede kanter, deres dybt lilla og skrigende grønne farver. Når jeg ser på dem, tænkte jeg, når jeg nærstuderer dem, er det som om de træder ud af sig selv, at de henvender sig til mig. Men jeg forstår ikke sproget, hvad vil de fortælle os. Det er frustrerende, det er som om jeg har glemt noget, jeg engang kunne. Som om noget rører på sig i hjernestammen, men jeg kan ikke skabe kontakt til det, jeg ved ikke hvordan. Planternes liv, deres erfaringer, vores slægtskab med hinanden. Som at have en bedstefar der taler en uddøende dialekt, hvilket jeg jo rent faktisk har. Det undrer mig, at det er så vanskeligt for mig, at forstå hvad min morfar siger, når nu vi er så nært beslægtede som vi er. At jeg jeg virkelig skal spidse ører, når jeg snakker med ham i telefonen. Det er ikke sjældent det sker, at jeg svarer ja til noget, jeg egentlig ikke forstod. Så kan jeg komme i tvivl om jeg burde have svaret nej. Så lytter jeg efter om min morfar afslører, at jeg har svaret forkert, for han nævner det aldrig direkte. Men jeg kan høre det på hans åndedræt, om han lige holder en pause. Så skifter vi emne. Men det er også de geografiske og kulturelle afstande mellem os, der gør kommunikationen svær. Selvom jeg ikke er opvokset mere end cirka firs kilometer, fra hvor min morfar er opvokset, virker afstanden i tid og rum meget større. At han fx kan huske besættelsesdagen, 9. april 1940, at han stod på et bakkedrag og så Messerschmidtene flyve lavt gennem dalen på vej til Norge, at han siger, at han så en af piloterne direkte i øjnene, at de var fuldstændig sorte.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar