Fredag siger jeg farvel til 50 års ubrydeligt venskab. Og det første, der melder sig, er taknemmelighed. Og tristhed naturligvis.
Leo var syg de sidste to år. Fik direkte at vide dengang, at det var en dødsdom. Men der blev kæmpet imod indtil for vel 3 uger siden, hvor dommen blev afsagt én gang til. Der var ikke mere at gøre fra lægelig side. Så nu handlede det om det palliative, lindringen. Men der var heller ikke på det stade meget at gøre.
Jeg fik sagt farvel, dvs ved bare at være i rummet og snakke om alt muligt andet end lige farvel, men vi , mine kone og jeg (og Leo selv og hustru Sus) vidste godt, at det var farvel.
I hele den to-årige periode handlede vores daglige mailudvekslinger og tlf-udvekslinger om liv, pjat, ting, vi skulle lave sammen, skrive den store humorbog om alle dyrene i hele verden og alting etc.
Han følte jo bestemt ikke, at der skulle snakkes død og dødens uafvendelighed og uretfærdighed i den forbindelse. I hele dette, der kunne være sortere end sort, handlede det om lys og liv og ja, nærmest sprælsk langthen.
Men selvfølgelig vidste han godt, at det var en linedans, hvor man til sidst falder ned. Snoren knækker.
Godt nok lavede vi for mere end 40 siden et lettere stykke absurd skoleteater på Gym, men alligevel: næstsidste gang vi mødtes her for nylig, spurgte jeg, om han overhovedet kunne læse lidt i sengen. "Ja, jeg ligger og læser Harold Pinter", sagde han. Og det var rigtigt. Og samtidigt karakteristisk, at det indrammede en absurd udgang og ja, livsbekræftende absurd.
Men sig ikke meningsløshed, hans liv var det modsatte af forspildt. (jvf fx den gensidige kærlighed Sus og ham imellem). Det var facit. Godt nok sagde han lidt senere samme aften: "Jeg kan holde natten ud, men dagen er svær, når man ingen mål har tilbage." Det var kun et momentant facit, fylden havde været der og var der.
Kærlig hilsen
Knud
Ingen kommentarer:
Send en kommentar