Kære Jensemand. Lidt erindringsstof ryger med i posen til dig.
Tak for dit brev.
Modbydelig historie. Spekulation i det dybeste i mennesket. Som et kloakrør. Der er intet jeg som gammel spejder kan genkende. Jeg lærte det enkle liv. Et sind, så tindrende. Et menneske der ikke graver i sig selv, der ikke løfter sit dæksel af en matroshue af uden en lille hilsen. men altså og åbenbart de som kun kan sangen: Miselv, migselv, O sole mio, åh se mit godmodige ansigt.
Stop op.
Se nu mine to små banditter af dejlige dyr, ja venner for livet. (Banditter i gåseøjne). ("Banditter".)
Og hvis man skal dreje hals rundt på sin undulat, så begynd med dig selv. Find dit indre gevind. Det finder man ikke på gadehjørner eller havneknejper.
Se nu mine to små banditter af dejlige dyr, ja venner for livet. (Banditter i gåseøjne). ("Banditter".)
Jens fandt jeg bundet til en løbsk karrusel uden for en havneknejpe. Købte begge dele for mine sidste sparepenge.
Tog straks ned på et fint spisested, hvor vi spiste os mætte.
Og glade gik vi hjem, glade som skulle vi hjem til sangaften.
En dag jeg havde taget min salmebog frem for at synge lidt derfra, lige så stille ikke noget i vildskab, så smuttede vinduet
op pga en hvirvelvind og ind fløj den yndigste lille fugl sømmet fast til en træstub. Vi blev hurtigt venner for livet. SE BILLEDET.
Stubben
Stubben
har jeg aldrig kunnet få af Pips fødder. Men vi lærer at leve med det på bedste vis.
Sommetider sømmer jeg mine fødder fast til gulvet i solidaritet.
Så griner Pips, og jeg med den. Det er en rigtig røver.
Prøv og lav grim hoved, siger Pips så.
Det kan jeg ikke, siger jeg så.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar