Tekst skæbne

Skæbne er de navne du giver eller fjerner.

Kære Jochun. Vi snakkede en lille smule skæbne sidst, ikke bare din, eller min for den sags skyld.  Jeg sagde, at det var som at tage billeder af sig selv- og så poster man, og til sidst har de været ækvator rundt og rammer en i baghovedet. Og så må man til det igen. Som om intet. Som om alt. Som a newborn Christian, omkalfatret og renset. 

Billedet af en selv, ordene, omdefinerer hvad man ellers var. Du bliver selv-voyeur.

Selv den elskede person, som du forlod, står nu ikke som et Guds Lam, snarere som en skiderik. Og vice versa. Hvisse hvasse. Det er jo kun oppe i dit hoved, at lammet er tranformeret til den bidske hund. Remember that.

Det er skæbnens retrospektive dynamik, jeg snakker om. Om lidt tager jeg de billeder jeg har i mig af fx Kafka og fx Joseph Beuys og sender gennem mit eget ækvatorhovede.

   

Kunne tage Joseph B, Joseph K, Franz selv og sætte dem sammen og være ligeglad med netop x’er og y’er, primtallene i rækken, du ved. Jeg bestemmer. Altså: Det jeg ikke kan vide noget som helst om, her kaldet primtal, ser jeg hen over. Det vil sige jeg behandler dem som stangdukker i snor.

Jeg sætter en due fast i tagrenden, hvis det er det. Saver et ben af, hvis det skal være. Mentalt kan jeg halvere dig og straks fordoble dig.

Jeg valoriserer bagudrettet, kan du sige. Min barndom omvurderer jeg hvert kvarter. Får en ny ungdom i samme antal. Skal nå det.

Det kører fint og gelinde i de lige kronologiske linjer. For de ligger så tæt på kalenderens virkelighed. Blev Jens ikke konfirmeret det år, hvor broen blev indviet.

Jeg ved godt at (mine) projiceringer, skæbnen, der lander, er timingsmæssigt ligesom at kaste brønden til efter barnet er druknet

Jeg folder stadig papiret. Når jeg har fingrene i det, bestemmer jeg. Hvis jeg vil, kan jeg slette navne i min egen historie.

0

Navnløst. (Skæbne er de navne, du giver).

Det kunne være en beskrivelse af
det øjeblik
hvor han kunne være  sagt
jeg siger så: han har intet navn, han siges ikke

I

….og hvis jeg glemte at slukke lyset, så er det, du kan se. Det betyder, han venter og afventer. Noget med skæbne, som han endda ikke tror på. Det er det ord, som forlader munden. Af det fatale

foldes let monstre og gespenstre af papir. Jeg leger selv min egen skæbne,

som jeg ganske vist ikke rigtig tror på.   

Så smukt i undvigelsen.

”Det kan da ikke gå galt”.   

II

Sam­ler en krukke,

hvor ver­den står stille. Eller han gør. Reflek­ser. Kun noget af det

leder elek­trisk. Det er de ubekendte.

De støt­ter hin­an­den i logerne.

III

Var det mig, der blev (eller Joseph Beuys) skudt ned over Krim. Jeg  bliver hjulpet og  indhyllet i fedt og filt. Derfor er mine objekter netop af filt og fedt og den livgivende honning. Jeg har da ikke selv valgt det, vel?  Det er min gode skæbne.  Blander  Joseph B sig ind i fortællingen?  Sådan møder mine fødder den jord tilfældigt.

Hvordan skal jeg ellers læse det? Læse mig selv? Og Beuys?

Er det mig eller ham, der tager til Amerika uden at berøre Amerikas jord (under Tet-offensiven, derfor)?

Det er mest mig faktisk, der bliver båret på en båre og fløjet til New York. Helt indhyllet. Jeg ligger så i ambulancen, der kører mig videre til udstillingen. Jeg vil ikke træde på jorden.

Jeg tager varsler.   

Den døde hare må vi bære rundt på, så længe sker der intet ondt.

Jeg hopper over de mest giftige steder på jorden.

Jeg kørte en grævling over forleden.

IV

Joseph K dømmes til døden for en brøde han ikke kender – af en ukendt ret- men må acceptere dommen.

V

Den værste død, er at blive ofret.  At blive taget hen på et torv i Lidice eller hvor ved jeg og blive skudt som soning for en likvideret Heydrich.

Værre end gidseldøden er det forspildte liv.

Det der førte en forbi ”Intet-blikket”. Det blik, der fortalte, at du ikke eksisterede.

VI                                                              

/Wie man dem toten Hasen erklärt/.

VII

Jeg kender ikke rigtig Kafka. Kender mytologien. Og hans: Brænd lortet. Og Max Brod.

VII

Bøgerne er en kvinde. Hun kommer nøgen og dog påklædt.

Hun ser forbi dig, durk igennem dig.

I højttalere lyder det:

Vil du bytte plads med dine bøger, der ligger nedgravet dér.

At bytte navnløst for et navn? 

Det koster et liv.