Note (skam)

 

IV

Allerede i tanken havde han slået ihjel adskillige gange. Og så var det jo godt/banalt/skidt, hvis det kun var et illusionsnummer. Damen anbragt i kassen. Saven frem, og så som var hun som en trækævle, man gennemskærer. Psykologisk og billedligt handlede det faktisk om det. De levede i skøn symbiose som hund og kat. Kunne ikke undvære disse idelige kampe. Hvor man skiftedes til at stå med den andens hoved i hænderne. Men vel ikke kun billedligt talt. Mindst. Man vil altid spørge om, hvordan det ku lade sig gøre. Hvordan ku hun leve videre.

Et svar ville være, at de var døde i forvejen. Og døden var i hvert fald kraftigt indskrevet. Det forklarer ikke det hele. Hans måde at betragte verden på var solipsistisk. Ja, sådan må det have været. Alt var ting. Alle genstande (naturligvis) og personer var ting. Selv maden han kylede ned. Derfor giver det ikke mening at snakke om ”grumt” , ”ikke-grumt”.  Havde i øvrigt svært ved at indtage maden, denne rekvisit, sammen med andre. Det var intimiderende og vedkom netop ikke dem. Han gad ikke tænke på at han derved gav dem deres egne øjne. 

Hvem havde vendt ryggen til hvem, verden eller ham? Menneskene, dvs hele gaden, talte godt nok og rakte hænderne frem til hilsen, og man udvekslede almindeligheder og synspunkter. Men alligevel stod de åbenlyst med ryggen til ham. De så ham i hvert fald ikke.

Han vidste godt, at de havde de samme reaktioner som han selv. Ringede til skolen og anklagede Jørn D for pædofili, og lige et spørgsmål om, hvor meget det ville koste for knejten at gå til taekwondo en vinter.  
At byen var sulten og satte sig til bords, og de spiste dyreryggen og salaten med den største fornøjelse.
Deres tale var reflekser, mente han, ikke rettet mod noget bestemt. (De sku ha tiden til at gå). Og ævlet kunne være rettet mod hvem som helst, blot der var et øre, der ville høre. Men det dokumenterede ikke, at de var allierede. Han ville ses. Han måtte røres.
Han måtte naturligvis agere, som om alt var levende. Han kunne så rigeligt sætte sig ind i sin egen fremtidssult og ”forestille sig sin bordames”, som han sagde.  Men ved hendes tanker skiltes vandene. ”Skal vi deles om det inderste?”  

Hun lod som ingenting.