Nu må det høre op. Sten på sten på ja ... og jeg
bliver stadig svagere og svagere. En svagpisser. Det er det. Hvis telefonen
ringer, tager jeg den ikke, Bare at skrive disse linjer, forhåbentligt de sidste,
opgir jeg næsten på forhånd. Blyanten er tygget helt ned til bunden. Næsten ædt
op. Det er en slags ur, måler af tiden ligesom min sidste deodorant er en
tidsmåler, når den er væk, så vil jeg osse være det. Min tandpasta går måske
for hurtigt. Så bruger jeg fra nu af håndsæbe til at børste tænder i. Jeg køber
intet mere. Jeg slider mine sko op, har gjort det allerede og skal heller ingen
steder. På denne jord. Hvad har den givet. Den har slået mig i ansigtet fra
første færd af. Sidste år forestillede jeg mig at jeg ville samle en bunke af
piller..i beredskab.. og så måtte jeg ikke vente på at jeg mistede kræfterne i
hele kroppen, ja armen, så det skal tages inden. Og jeg giver migselv 2 måneder
..højst...Har jeg selv slået mig i ansigtet. Har jeg. Tja. Hvorfor græder jeg
når jeg ser en åndssvag reklame i fjernsynet. Denne grådlabilitet. Mandfolk,
for fanden.
Der behøver bare at være et barn i eller dyr og
dyreunger eller indsamling til fattige lande. Værst er at se to mennesker, et
tilsyneladende lykkelige par, der omfavner hinanden, kysser hinanden. Jeg
græder, og jeg ved hvorfor. Det er det
værste, selvom det så giver mig lov som om jeg skal ha lov til det..af mig
selv. Jeg giver mig selv lov. Enerådende. Sidste år holdt jeg op med alle
familiebetegnelser som onkel, moster, Faster Tove osv. Det er nu bare Inger,
Tove og Erik. ..jeg stopper her midt i det hele. Hav det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar