torsdag den 9. august 2012

snak


Der er mennesker jeg har kendt i fyrretyve år som stadig og nødvendigvis er mig en anelse mystiske. Man ser auraen, men kan ikke komme forbi den. Og hvis men gjorde, så kom man osse forbi manden selv. Jeg fastholder udgangspunktet. Også fordi følelsen af intimidering er så stærk, at det trumfer spørgsmålet om hvilken skole, man skal lægge vægt på. Og mht de forskellige livsprincipper, bærende dynamiske kræfter, er vi arme folks jo foreløbig udspændt mellem Adlers magt, Freuds libido, Frankl’s logos eller de jungske urbilleder. Nej og ja og tusindfold matricer to come, overlappende og dementerende hinanden... (hvis sådan skolen sendte et spørgeark måtte du sige, at spørgsmålene er forkert stillede..du havde slugt synåle af helt andre grunde).
   Vi er spændt ud mellem en masse andre dynamiske linjer, der skrives i egen tunge. Hvad ved jeg om dit esperanto. Men ok jeg siger, jeg kender dig. Jeg kender mig selv. Og i parentes sagt: hvad kender vi, og hvem kender vi, når det kommer til stykket. Man befinder sig i enden af en megafon og hoster ned i den. Man har tildelt sig selv retten til at tale på egne vegne. Det er det spil der er sat op. For man taler altid ud i et setup. Og jeg har osse, som de, tiltaget mig retten til at tale på mine nærmeste vegne. Eller i kraft og på trods af dem. Jeg siger VI without knying.Og de kvindelige taler man om på vegne af med en ret, der vil blive beklikket med libidiøse indvævede tråde eller min lyst til at erobre scenen, hvorved væsentlige aspekter løber ud med noget badevand,  Frankls diffuse bevægelse af lysten til mening er måske samtidig, det der gør taleren til en lystløgner og redaktør af, hvad man ønsker om livet, mere end hvordan livet er.



Nævn noget blandt  hele halløjbutikken som ikke er en luder.



Disse fedtsyrer som stivner som barrierer i årerne, vel ved han da hvad han gør.



Som ville han skylle sit langsigtede selvmord ned og hver anden gang forsinke det,



som vi alle har forudset, så svulmer tosken op, Who should have had



thought the old chap to have so much shit in him,



hans fedtede ord lukker ham inde, sådan du ved, sådan



 på en eller anden måde prøve grænser/ mærke mig selv/ og i den dur.



Ja gå da ud af dit gode skind. Saml dig selv op.



Jeg er selv et barn. Jeg er selv en vådligger, et badedyr, en snothvalp.



 Hjernen har inkontinens. Og ingen ovenløbsrør. Jeg ved hva jeg snakker om.



Kloden er rund, og af alt kan døden ske.  



Trækker en øl op med tæerne.



Maser en hveps med albuerne.



Det er min grænse i dette øjeblik, lidt majestæteligt. Ikke majestætisk.



Nøjagtigt.  (hvis jeg nævner en blomst, nævner jeg samtidigt fiskene, og fiskene i hebræerbrevet...det fatale er at detaljen kan se arbitrær ud, men ikke er det. Og hvis du betror dig til en doktrin, så overtager doktrinen styret og du opfatter det som det fatale. Talmud valgte jeg og jeg valgte Talmud eller hvad nu emnet var. (Det ser så rigtigt ud. Som fisk ser jeg gennem vand. Som roe gennem jord). Valgte Talmud som eksempel, blot fordi dagen i går bragte mig en bog med et singersk tonefald af enkelthed og dybde og komik...hver gang en tekst indeholder ordet rabbi kommer det der. Det er osse lidt jysk.Ku geden Zlateh være skrevet her tillands. Jeg tror det.  

Ingen kommentarer:

Send en kommentar