Det tredje øje

I

At slå på skraldespandens låg er jo ytringer, der hører med i billedet. Det gør det da.

Fortællingen om Jens der beskriver rejsen, hvad han ser ud af vinduet og konduktøren, der kommer og klipper billetten. Det er da ikke revolutionært.  Der registreres. Og verden er den samme, hvis det er den samme verden der bare registreres. Og det ka jo være godt nok. 

Eller var der mer'?

Hvordan Jens? Var der piger i kupeen?

Hvad gjorde det ved dig, knejtrøv og sødeste ven?

Netop her kan jeg læse en menage á trois lige pludselig. Uden du nævner det sådan på den måde.

Det er det tredje øje, der blinker. Og det øje er det jeg vil skal fortælle.

Tonaliteten.  Jeg kan høre på stemmen i linjerne, at du ikke var alene i kupeen,

II
Jeg vil blæse på fuldkommengørelsen. Græde over vivisektion, det ka jeg gå med til. Hvad er helligt, er litteraturen?

Nej,  det  ville da være scandale. Et låg.

Reolen er ikke en tronstol. Poesioplæsninger er ikke kirke. Jeg sagde nej. 

III

Større end Dr Livingstone og Stanley og paven og Luther.  I hvis navn. I Guds. Ok. Fint. Men det er jo Pasteur. Ham vælger jeg lige til realitystjerne. Ham leger jeg lige med.

Legens ambition er udholdelig og den eneste og uendelige. Respekt for spillet, som nu indsætter ja netop øjeblikke.

Men jeg gider ikke lige nu lege: Du er en giftig kniv. Jeg er en stykke jord. Og nu laver vi scene. Så er spillet ude. Legen ødelagt. Og et nyt kan begynde. Tip, tap tønde. Intet er aftalt ikke, ikke så meget som en startreplik. Det ved du da sgu godt. Da. Legen var i gang.

Gider ikke lege mug, sagde dr Fleming. Penicillin skal  nok trække sig selv op af den skidengrønne hat.

Jeg efterrationaliserer lige det billede af situationen, for det er nyt lige nu. Det er ikke narcissus, men spejlbilledet, eftersmækket. Distraktionen. Og i en billedtid betyder narcissus ikke ham selv, men det er reflekserne, der har skabt realitystjernen her og vi leger bare. Sat lidt strøm til den gamle dreng.