Deterritorialsang
I’m slipping through the cracks
The cracks in a photograph
De følgende billeder har jeg angiveligt selv taget med et lånt kamera, Kodak vistnok. På bagsiden af billederne står der 1982, så jeg har været en 9-10 år, da de blev taget. Egentlig burde der være 12 billeder, for jeg husker, at man kunne købe enten 12, 24 eller 36 billeders film. Kan man det endnu?
Men hvor resten af billederne er blevet af, ved jeg ikke. Rækkefølgen husker jeg heller ikke længere, men de må være blevet taget over en længere periode. Det der forvirrer mig mest, er at der er billeder fra begge mine barndomshjem. Både billeder fra det hvide hus, hvor jeg boede de første år og fra gården, hvor jeg boede senere hen. Billederne bærer naturligvis præg af en vis, men i dag næsten hemmelighedsfuld naivitet. Hvad er det dog, jeg har forsøgt at indfange? På den ene side har jeg forsøgt at dokumentere nogle af de personer, som dengang betød mest for mig: Min kusine, min bror, men disses betydning har været på niveau med vores kæledyr: Bulder og Trille. Forskellen er tilsyneladende ikke så stor i et barnesind. På den anden side har jeg forsøgt at leve op til visse konventioner omkring det smukke billede som sådan. Jeg har nok tænkt, at der var for mange personer på vores sædvanlige billeder og for lidt landskab, men derved har jeg i snapshots indfanget nogle af min barndoms kernesteder, som i dag næsten virker mytiske, nærmest hellige ved et gensyn: Udsigten ud over marken, jordhøjens forsamling af træer, der rent faktisk skjuler vandtårnet lige bagved, det lille fodboldmål begravet i sne. Men jeg har også fået vejen væk fra det hvide hus med. Her står Bulder og gnasker på et eller andet ved en lygtepæl. Formentlig har han lige pisset og derved afmærket sit territorium. Det forstår jeg først nu, Bulder.
På det første billede ser man udsigten over nogle af vores marker. Det var her vi i sin tid forsøgte at få en gigantisk drage op at flyve, men uden held. Vi var tre mand om at trække den bare en smule op i luften. Sneen derude blev ofte til smat længere hen på året. Vejen ud til disse marker blev sidst på sommeren brugt til at køre halmen ind på, men også når vi høstede kørte vi den vej. Jeg kan huske, at de grene, man ser hænge ned på billedet, indimellem hang sådan at de slog imod de øverste halmballer. Sad man deroppe, øverst på læsset, skulle man passe på med ikke at blive pisket gevaldigt i hovedet, når grenene kom fra forenden af laddet til dér, hvor vi sad tronende øverst oppe på alle ballerne og var parate til hvadsomhelst.
På dette billede ser man jordhøjen. Selvom jeg umiddelbart ikke var en særlig sær snegl, gik jeg ofte på markerne her for at finde pilespidser og deslige. Jeg forestillede mig, hvordan man havde levet i stenalderen. Om vinteren stod vi på langrendsski udover landskabet. Fik man nok fart på, endte man nede i buskene ved vejen for enden af bakken, som man ikke kan se på billedet. At bremse på så elendige ski var altid et særdeles risikobetonet foretagende. I jordhøjen byggede vi en hule. Den var klam. Jorden gjorde den fugtig og beskidt. Generelt kan man betragte højen her som en ø, og det er i det hele taget underligt, at man ikke jævnede den med jorden. Sådan en lille klat, underlig og besværlig i forhold til dyrkning af marken. Havde min familie alligevel sans for æstetik? Omvendt havde vi børn meget ud af den, og træerne man ser i forgrunden, er æbletræer. De gav rigtig mange æbler. Mange flere end man nogensinde kunne finde på at spise. Og farfar kom styrtende med sit diktum om, at man skulle spise dem på jorden først. Det gjorde vi så, og når vi var færdige med det, var de andre faldet ned på jorden og også begyndt at rådne.
Hvis man kunne fortælle, hvor mange drabelige kampe, der har udspillet sig her. Det fylder et utal af romaner. Men trøstesløst ser det ud. Man fornemmer ikke, hvordan Killer kunne sætte bolden i treeren, så let som en brasilianer. Eller hvordan han i modsætning til det kunne slå en fis, der stank så meget, at hans storebror måtte give ham en ordentlig mavepumper eller et tarveligt trælår. Jernstativet bagved brugte vi aldrig til gynger, som egentlig var formålet med det. I stedet var det mål for langskud, helst bananskruede som Eders. Bag ved bevoksningen ser man Brogårds have. Her kom vi kun sjældent, specielt efter mørkets frembrud.
Bulder pisser. Naboens mur er hvid. Det er efterår, tror jeg. Formentlig ikke sne dér til højre, men en form for plastik, der dækker en urtehave eller lignende. Lygtepælen er langtfra så eventyrlig som den i Narnia. I hvert fald ikke for andre end undertegnede. I huset boede Karen og Poul-Erik. De var vældigt søde, men havde ingen børn. Kun en hund. De var vilde med den hund, men også andres. En gang sked Bulder fx på gulvet, og far så rødt. Han hentede et kosteskaft og smækkede det ned over ryggen på ham, og sådan som jeg husker det, knækkede det fluks. Bagefter tog han Bulders hoved og trykkede det ned i lorten. Så kan han lære det. Men i mellemtiden var Karen gået hjem. Poul-Erik arbejdede på plastikfabrikken i Hornsyld og havde vistnok paryk. Min onkel bankede engang på døren, hvor Poul-Erik stod, men med parykken omvendt på. Den historie snurrer endnu i vores ører den dag i dag.
Trille gør sig til foran kameraet. I baggrunden ser man det træ, som Stig heroisk klatrede op i for at fange hende igen, den dag hvor hun var væk, men hvor vi mirakuløst fangede hende igen. Udsigten er altså fra køkkenet i stuehuset, og man kan se over til Peder Winthers gård. Derovre stod hans barnebarn indimellem og skød efter fugle i vores have. Forsyndelsen var ikke, at han skød fuglene, men at han skød efter fugle, som fløj rundt og ligesom sad på vores territorium, i vores træer, i vores luft. En gang kom far ud i haven. Han havde købt et nyt gevær til at skyde rotter med, men denne gang var der et magasin i riflen, og man kunne skyde flere gange i træk. Det gjorde han så, og vi kastede os til jorden, imens far grinede og gik amok. Bagefter fik vi lov til at låne riflen, og far var i mellemtiden gået inden for og havde sat Bruce Springsteens ”My Hometown” på – en sang han hørte så meget på det tidspunkt, at båndet knækkede. Vi lappede far sammen igen ved at sætte et stykke tape på. Båndoptageren var ligeglad: ”Last night I sat him up behind the wheel and said son take a good look around. This is your hometown”.
Linda cykler. I baggrunden kommer Ralf. Huset bagerst til venstre er Magdas. Om vinteren kastede vi snebolde på hendes vinduer, og hun stak sit gruopvækkende ansigt frem til stor moro for os drenge. Om sommeren bød hun af og til på kiks, nærmere bestemt Prinzen Rolle. Men de smagte gammelt, af en blanding mellem alderdom og mug. Efter sigende så havde Magda ikke et toiletafløb, men sked i en spand og hældte sit lort ud i branddammen, som man aner lige foran huset til højre i billedet. Det forhindrede ikke Killer og andre i at bade i den. Vi skulle ikke nyde noget. Men at fange fisk, det var en anden sag. Lortefisk.
Ralf cykler. Bulder går anarkistisk den modsatte vej og holder opsyn. I baggrunden kommer far og mor i deres Morris Marina. Den havde far malet. Lidt a la Starsky & Hutch. Men det lignede ikke rigtigt. Til gengæld fik han sat nogle baglygter op i bagruden. Det var sejt. Generelt var jeg dog en smule flov over vores biler. De var altid små og brugte, og så flød der altid med skidt inde i dem. Desuden blev de aldrig brugt, når Ralf og jeg skulle spille fodbold. Måske også godt det samme, for tænk hvis kammeraterne havde set og kørt i vores faldefærdige biler. Ralf har i øvrigt en trøje på, som jeg senere hen arvede. Vistnok med en fodboldspiller på brystet. Til venstre kan man se smedens bil.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar